Det er formiddag i Danmark. Inseminør eller dyrlæge er i gang med forundersøgelser, og en koncentreret besætningsejer kigger ned i blokken med noter. En typisk bemærkning til flere af de køer, der skal undersøges er ”hun viser ikke noget” eller, hvis koen er udstyret med aktivitetsmåler, ”ingen aktivitet”.
Heldigvis viser de fleste undersøgelser, at reproduktionsorganerne er fuldstændig normale, og der på koens æggestokke findes et gult legeme. Alt taler for, at koen faktisk er i cyklus og har haft en brunst, som bare ikke er blevet opdaget.
Besætningsejeren kan knurre lidt. Han ved jo godt, hvordan en brunst skal se ud! Hvorfor viser koen så ikke noget? Diskussionen kan fortsætte hen over koens kurve på aktivitetsmåleren, når de fysiske undersøgelser er færdige. Skulle kurven have været tolket anderledes, og dur det skidt overhovedet?
Nogle besætninger oplever, at enkelte køer ikke viser brunsttegn – det, vi kalder ”stille brunst.” Fysiologisk fungerer æggestokke og reproduktionsorganer normalt, men insemineringstidspunktet er selvsagt særdeles svært at ramme uden brunsttegn. I en helt ny amerikansk undersøgelse har man lavet hormonmålinger på en gruppe køer for at fastlægge, om de har ægløsning eller ej – altså har de mulighed for at blive drægtige ved inseminering? Hormonmålinger er den metode, der er bedst til at afgøre, om koen reelt har ægløsning.
Herefter undersøgte man flere ting:
- Hvor ofte står køerne for opspring i forbindelse med brunst?
- Hvor ofte kan man udpege brunstige køer ud fra observationer (4 x 30 min pr. dag)
- Hvor effektive er forskellige automatiske brunstobservationssystemer til at give brunstalarm, når køerne er i fysiologisk brunst?
Resultaterne giver en god forklaring på, hvorfor det kan være en sund udfordring at få timet insemineringerne. Ved effektiv visuel brunstobservation lykkedes det at stille brunstdiagnose på 66 % af køerne med ægløsning. Kun 54 % af køer med fysiologisk brunst stod for opspring. Og det er vel at mærke ved systematisk og tidskrævende observation.
Testen af de automatiske systemer viste, hvorfor de har vundet indpas på mange bedrifter. Der blev testet seks forskellige systemer til automatisk brunstobservation med forskellige virkningsmekanismer. Alle var lige så effektive som den visuelle brunstobservation eller bedre. Faktisk viste fire systemer at skille sig positivt ud, og den bedste af dem udpegede 90 % af køer med ægløsning som værende brunstige. Systemer baseret på aktivitet og drøvtygning var mest effektive. Hvis man kan opnå så gode resultater med automatik, er det jo virkelig ved at ligne noget. Men samtidig siger det også, at selv om der investeres i automatiske systemer til brunstobservation, er der stadig brunstige dyr, der ikke findes. Her kan man øge chancen ved at kombinere brunstobservationsmetoder, for eksempel aktivitetsmåleren, med visuel brunstobservation, hvor man kigger efter slim eller koen, der vipper mere med ørerne end normalt – som de skarpeste driftsledere kan finde.
I fremtiden kan det blive nødvendigt at tage alle kneb i brug. Der er nemlig en fysiologisk sammenhæng mellem ydelse og den tid, dyret viser brunst. Når dyrenes stofskifte stiger med højere ydelse, nedbrydes brunsthormonet, østrogen hurtigere af leveren. Undersøgelser viser, at køer med en ydelse over 55 kg EKM har brunstytringer i 2,5 timer i gennemsnit. Så handler det virkelig om at være på mærkerne med brunstdetektion og acceptere, at vi fra tid til anden vil blive snydt af vores moderne køer – igen og igen.
Hovedkilde; Mayo et al. J.Dairy Sci. 2019.