Artikelserien om reproduktion fortsætter med at sætte fokus på, hvilken betydningen brunstobservationsmetoden på har for resultaterne i besætningen, hvis der ikke er en tyr på spil, og dernæst arbejdet omkring selve insemineringen.
Når dyrene nærmer sig brunst eller er i brunst, viser de os en lang række brunstsymptomer. Den, der er nemmest at spotte, er når dyrene springer op i forbrunsten eller står for opspring fra andre dyr i den rigtige brunst. Desværre er det ikke alle dyr, der viser os disse tydelige tegn. F.eks. viser undersøgelser af malkekvæg, at der kun ses opspring i forbindelse med brunst ved 55% af fysiologisk brunstige dyr. Derfor kan det blive nødvendigt tage nogle af de andre brunsttegn i brug, for at opnå gode reproduktionsresultater i din besætning. Det kan være tegn som klar trådtrækkende slim, nysgerrighed og øget generel aktivitet, hævelse og rødme af skederegionen, at dyret opholder sig andre steder end normalt og nedsat appetit. Vi kan vælge, at basere vores udpegning og bestilling af inseminøren på baggrund af mange eller få af disse tegn, og denne beslutning have en betydning for de resultater vi ser. Reagerer vi på få og svage tegn, risikere vi at bestille inseminør til ”for mange dyr”. Altså ind imellem få dyr med som ikke er fysiologisk brunstige og derfor ikke har en chance for at blive drægtige. Sætte vi som krav, at dyrene skal vise meget stærke tegn eller rigtig mange af dem, får vi ikke bestilt inseminør tit nok, og nogle af de fysiologisk brunstige dyr bliver ikke insemineret. Som alt andet biologi er det altså en balancegang uden facitliste, hvor vi selv skal lægge et niveau alt efter strategien omkring besætningen.
Dyrets fysiologiske tilstand og placering i hierarkiet vil have betydning for, hvad hun viser os. Dyr med et meget højt stofskifte, altså dyr med høj tilvækst eller ydelse, vil vise brunst i kortere tid, fordi brunsthormonerne nedbrydes hurtigt i leveren. Dyr, der rangerer lavt i hierarkiet i flokken, vil som regel vise svagere tegn. Så brunstobservation handler også om at kende sine dyr. Hvis vi ser på reproduktionsresultaterne for dyr med forskellige styrker af brunsttegn, er det sådan, at dyr med svage brunsttegn vil have en lavere chance for at blive drægtige (ca. 7%) i forhold til dyr med stærke brunsttegn. Samtidig vil de have en større risiko for at miste drægtigheden, efter den er etableret.
Forholdene omkring selve insemineringen har stor betydning for resultatet af mange grunde. Ønske situationen er, at dyrene er bundet op, lige inden inseminøren kommer, og står rolig under udførelsen af arbejdet. Det er selvfølgelig nemmere sagt, end det er gjort, men der er nogle ting, der kan hjælpe godt på vej. Hvis der bindes et ”støttedyr” op ved siden af det brunstige dyr, ser vi mange gode effekter. Dyret føler sig ikke isoleret og vil have et lavere stressniveau. Hun vil også have svært ved at svinge frem og tilbage med bagkroppen, hvis hun står ved siden af et andet dyr, så insemineringen kan foregå mere roligt. En rolig inseminering giver et mere præcist arbejde. Sæden kan lægges det korrekte sted med lav risiko for at lave skader på den sarte børslimhinde. Det giver selvsagt bedre resultater og en større arbejdssikkerhed for inseminøren. Rent biologisk betyder et lavt stressniveau i forbindelse med inseminering, at transporten af sæd gennem børen op til æggelederen foregår på den bedste måde. Et stresset dyr være påvirket af adrenalin, og det hæmmer børens muskelbevægelser, som skal hjælpe sæden på vej mod ægget. Derfor giver det på alle måder mening at optimere på forholdene omkring inseminering, både for koen, inseminøren og besætningens reproduktionsresultater.