Skovlandbrug, ko-kalv-systemer og succesfuld historiefortæller på Facebook

Hvad driver dig? Hvorfor står du op om morgenen, og gør det, du gør? Når man bliver inviteret indenfor i Gert Lassens kreative, biodiverse, stort- og nytænkende verden på Ellinglund Økologi, er det nogle af de spørgsmål, der hurtigst melder sin ankomst. Billedet på overfladen er energisk: Mange modige forsøg, nye tiltag, ideer, der bliver lanceret, mens tendenserne endnu er i sin vorden. Det er nemt at danne sig et billede af en opfindertype, der er drevet af at afkode det nye. Men det er kun en del af sandheden.

Af leder for kommunikation og marketing Anna E.D.H. Aabling

En fritænker rundet af skarpt managementfokus. Dykker man ned i Gerts historie, kommer han fra et kvægbrug med økologisk Holstein.

Faderen begyndte allerede i slutningen af 1980’erne at undersøge muligheden for at skifte fra konventionel til økologi, og i 1992 blev drømmen til virkelighed. I 2002 fik Gert overtalt faderen til at gå med på en ny tendens fra Californien, krydsning, fordi han i en af sine jobs havde haft større drægtighedsprocenter hos krydsningskøerne end ved de renracede, ligesom en landbrugslærer havde fået ham til at tænke over, hvorfor man i kvægbruget insisterede på renracede dyr, når alle andre husdyr til produktion var krydsninger.

På landbrugsskolen tog han det grønne bevis, og blev oplært i stramt styret management med et knivskarpt fokus på optimering – selv ned i de sidste marginaler.

Hjulpet godt på vej af en vidende og inspirerende erfa-gruppe, blomstrede Gerts ydelse og styring af bedriften, og i 2016, ti år efter han var blevet selvstændig, havde han skabt imponerende ydelsesresultater. Men noget begyndte at rumstere. 

Når helten bliver til skurken

For hvor skulle økologerne hen? Gert havde været vant til, at økologerne blev set på med milde øjne af de danske forbrugere, men pludseligt var hele erhvervet blevet klimaskurk. Samtidigt blev forskellen mellem økologer og konventionelle mindre og mindre, og Gert forudså, at udviklingen af de økologiske principper skulle fortsættes, hvis økologien skulle bevare sin raison d'être.

Sideløbende med de gryende erkendelser om økologiens plads i kvægbruget, begyndte Gert at gå på jagt. Den nye interesse gav ham, udover samvær i naturen med sine børn, også tydeligere blik på noget han allerede godt vidste, men ikke havde tillagt den store betydning: Livet på en mark findes i læhegnene og rabatterne, ikke inde på marken. 

Og her rammer vi ind i kernen af Gert. For nok er DB og bundlinje vigtig, og han er stadig en dygtig forretningsmand. Men bundlinjen var ikke længere nok. I 2016 begyndte der lige så stille at tegne sig et billede af, at der var noget andet, der var mindst lige så vigtigt: Relationen til dem og det omkring ham. Både til samfundet som helhed, men også relationen til jorden og relationen til sin familie og dem, der kommer efter ham: For hvad var det for noget jord, og hvad var det for nogle systemer, han ville give videre? 

Principper koster – men de udvikler også

Overvejelserne blev startskuddet til et væld af nye forsøg og eksperimenter. Nogle lykkedes, andre gjorde ikke, og de fleste kostede penge. Men nysgerrigheden og drivkraften mod at udvikle var større og vigtigere end den økonomiske frygt.

Og på den måde kom Gert i gang med noget af det, vi måske kommer til at se meget mere ind i indenfor en overskuelig fremtid: Regenerativt markbrug, nytænkende ko-kalv-systemer og historiefortælling direkte ud til forbrugerne.

Solgte ploven i 2016 og gav plads til svampe og bakterier

Gerts biodiversitetseksperimenter startede med en tydelig vision for markbruget: ”Jeg ville gerne skabe mere liv i jorden. Jeg vil gerne skabe en sundere jord, give plads til flere bakterier og svampe i jorden. Det er usynlig biodiversitet, men det giver plads til synlig biodiversitet, så det var her jeg startede”. 

Det første spadestik blev taget ved at stoppe med at forstyrre jorden – og dog: ”Jeg solgte ploven og havde en idé om, at jeg nu bare skulle til at harve en hel masse og harve rigtigt dybt. Men det jeg faktisk fandt ud af undervejs var, at al den maskinelle bearbejdning ikke var så nødvendig. Tværtimod var øvelsen faktisk at lade naturen gøre så meget af arbejdet som muligt selv, og bruge rødder til at løsne jorden i stedet for maskiner” fortæller Gert og fortsætter:

”Jeg gik all-in fra starten, og det giver jo også læring” smiler han: ”F.eks. er det en rigtig god idé at sikre sig, at ens kløvergræsmark er helt død, inden man begynder at så hvede på den. Ellers har du bare en græsmark med lidt hvede i”. 

"Jeg ville gerne skabe mere liv i jorden. Jeg vil gerne skabe en sundere jord, give plads til flere bakterier og svampe i jorden. Det er usynlig biodiversitet, men det giver plads til synlig biodiversitet, så det var her jeg startede"

 

Nu har Gert været i gang med eksperimenterne i ni år og er landet et sted, hvor pragmatik og ideologi i højere grad er smeltet sammen: ”Vi forsøger nu at bearbejde jorden intensivt mod ukrudt, men i kortere vinduer og helst kun om foråret. Men der er ingen regler uden undtagelser, og en gang imellem er vi nødt til at gøre noget andet” fortæller han. Når man spørger ham om gode råd til landmænd, der er nysgerrige, kommer der et smil på læben, og så en meget tydelig opfordring: ”Lav et forsøg på en lille del af marken”; læs: Lad være med at gøre som Gert, og lægge det hele om på en gang. Han griner og erkender, at selvom han gerne vil, er hans temperament nok ikke et, der tager et lille hjørne ad gangen. Når han gør noget, gør han det hele vejen. 

Og dog. For ko-kalv-eksperimentet startede faktisk i det små.

Sendte far på ferie og lod ti kalve gå med deres mødre

Ko-kalv-eksperimentet kom, ligesom markbrugseksperimenterne, af erkendelsen af, at hvis økologien skulle bevare sin relevans, skulle den rykke på nogle af de områder, der rykker noget hos nogle forbrugere. Rutinen med at fjerne kalven fra sin mor havde en vis bevågenhed i medierne, og Gert blev nysgerrig på, om der kunne opfindes et alternativt system, hvor koen delte sin mælk mellem kalven og bedriften:

”Det startede med, at Anne (Gerts hustru, red.) og jeg aftalte at lade ti kalve blive ved deres mor, mens far var på ferie. Da han så kom hjem, så vi os ikke tilbage” smiler Gert. Og det blev til en del forsøg; først med at lade kalvene gå ved deres egen mor hele tiden, og sidenhen blev det fintunet, så kalvene nu går ved deres egen mor i tre uger, herefter ammetanter:

”Vi så, at køerne og kalvene mistede interessen, og det fungerede bedre med ammetanter efter de tre uger”. Igen smeltede pragmatikken og ideologien sammen på en ny måde, og processen har også budt på nye erkendelser for Gert:

”Ko-kalv-systemer skal give en anden værdi end fortællingen over til forbrugeren, for jeg er ikke interesseret i at skabe kløfter mellem mig og mine kollegaer, som har andre systemer. Derfor er min retfærdiggørelse af systemet, at det giver mig en god tilvækst og sunde kalve. Og det vil jeg godt betale lidt på mælkekontoen for” fortæller Gert. 

Læhegn og træer som en del af marken

Da Gert var begyndt at have fast grund under fødderne i forhold til markbrug og ko-kalv-systemer, kastede han sig over næste led i udviklingen:

”Jeg var nysgerrig på, om man kunne afgræsse på en anden måde, hvor vi også gør noget godt for jorden”. Skovlandbrug var et relativt nyt fænomen, og igen var Gert klar til at eksperimentere: ”Jeg vidste jo, at livet var i kanterne af marken, og jeg var nysgerrig på, om jeg kunne bringe det liv ind på marken, og stadig drive en mark, der fungerede”. Han eksperimenterede med at plante træer i striber inde på marken, der stadig gjorde plads til maskinerne.

Træerne blev hegnet ind, så de blev skånet for vildt og sultne køer, indtil de var livskraftige nok til at kunne stå selv. Desværre var hegnet så godt, at rævene også blev holdt ude, men mosegrisene inde. Derved fik træerne aldrig det rodnet, der skulle til, for at de kunne leve et langt og stabilt liv på Gerts marker:

”Jeg har erkendt, at sådan et projekt kræver flere interessenter. Hvis det skal lykkes, skal der være nogle, der ved meget om træer, som står for den del, og nogle, der kan få gavn af evt. frugter, der er med til at drive det. Det kan jeg ikke løfte samtidigt med, at jeg driver et kvægbrug”. 

En oase af træer og goldkøer på arbejde

Men trods mosegrisenes sabotage er der stadig gang i Gerts skovlandbrug. På en bakke mellem køerne og kalvenes marker, er der tæt bevokset med træer, som fungerer som skyggeplads og kobørster, når dyrene er ude i sommermånederne.

”Jeg prøver egentligt at holde det meget simpelt. Jeg lader dyrene gå inde mellem træerne, indtil jeg kan se, at træerne og jorden skal have en lille pause. Så får de det, og når der så er løv og græs igen, åbner jeg op endnu engang”. Og de lavpraktiske, effektiviserende og biodiverse løsninger er Gert ekspert i at finde. F.eks. er goldkøerne også blevet anlægsgartnere:

”Når køerne skal lukkes ud i foråret, indhegner jeg først den drivgang, jeg vil have lavet, og så lader jeg goldkøerne afgræsse den. Så er den klar til, at køerne kommer og går på den. På den måde får de både motion og græs, og jeg skal ikke over det med traktoren, hvilket sparer miljøet for diesel”. 

Gert har stadig flere ideer på lager

Selvom mange kunne tabe pusten ved at skulle følge med i Gerts udvikling, er han ingenlunde færdig. Der er både optimering af ko-kalv-rutinen på programmet, og historiefortællingen på de sociale medier har også potentiale til mere.

Nogle af Ellinglunds videoer har helt op til 2.000 likes og 700.000 visninger, hvilket vidner om, at det han gør, ræsonnere med mennesker på den anden side af skærmen. Også selvom verden måske ikke er helt så langt fremme, som Gert er.